Netværksinspirationsmøde

Stalk endelig din kommende chef

På den måde kan vedkommende mærke, at du holder øje med ham/hende, og dermed kommer du til at virke interesseret.

Det var det klare budskab fra Gitte Astrup Melgaard, kommerciel direktør for Tange Gruppen, som vi havde inviteret til at komme med et indlæg om LinkedIn som jobsøgningsværktøj.

Det allervigtigst er, at du sørger for, at din profil er skarp.
Den skal være sat professionelt op, der skal være de kompetencer, du gerne vil søges ud på – og lad være med at skrive, at du er jobsøgende – det giver alt for meget støj på linjen og du bruger vigtig plads til at sætte en kompetence ind, som rekrutteringsfirmaer ikke bruger til udsøgning.

Sørg for, at man kan se, hvilke resultater du har opnået de forskellige steder, du har arbejdet – ikke hvilke kvalifikationer du har lært… de står jo allerede i dit topcard.

Og nævn kun de stillinger, der er relevant for dig, altså lad være med at nævne stillinger helt tilbage fra du blev uddannet, hvis du er en 58 årig cand.oecon… det er selvfølgelig noget helt andet, hvis man er en nyuddannet 25 årig cand.oecon, så skal det hele med, også at man har stået på en benzintank midt om natten.

Der må ikke være huller i CV’et, hvis der er det, så beskriv, hvad du reelt har lavet, f.eks. at du har taget et sabbatår for at finde ud af, hvad du vil med dit næste job…. eller hvis du har passet heste, så skriv det ind. Man ved aldrig, hvornår det kan blive aktuelt, at man ved noget om heste 😊

Hvis du vil skifte branche, så find de ord, der beskriver dine kvalifikationer overført til den nye branche og sæt dem ind.

Og så skal man endelig huske at aktivere sit netværk – også dem man ikke tænker, kan hjælpe en: Gamle kollegaer, tidligere samarbejdspartnere, netværksgrupper, nære relationer (familie, naboer, venner).

En af PowerjobMidt’s medlemmer her netop landet et job, ved at skrive i sin familiegruppe på facebook, at han søgte nyt arbejde. Det viste sig, at kusinens mand arbejdede et sted, hvor de søgte medarbejdere, og han fik jobbet. Så måske findes det næste job i baglandet, uden man er klar over det.

Tak til Gitte for de mange rigtige gode indspark til at gøre os alle skarpere på vores profil på LinkedIn.