Inspirationsoplæg

Om pensionister, journaliststuderende og hvorfor vi ikke gider læse avis

”Tænk hvis staten betalte for taxaer og I bare kunne køre gratis rundt hele tiden!”

Sådan kan man forestille sig vores forbrug af gratis nyheder på internettet. Det var i hvert fald hvad Jan Schouby, chefredaktør for Aarhus Stiftstidende, gjorde, da han var på besøg i Frivilligcenter Aarhus’ lokaler for at tale om fremtidens bladhus.

Dagens primære fokus var avisernes store udfordring i dag, hvor vi ser faldende læsertal over hele linjen. Gratis nyheder på nettet erstatter dem på print, og især unge læser ikke avis. ”’Jeg har holdt oplæg for både journaliststuderende og for pensionister og spurgt til deres avisforbrug”, fortalte Jan Schouby. ”Blandt de journaliststuderende var der én, der abonnerede på en avis, mens der blandt pensionisterne var én, der ikke abonnerede!”. Stiftens abonnenter er også hovedsageligt ældre mennesker, der i nogle tilfælde har holdt avisen i 40 år.  Det ser desværre ud til, at avisforbruget dør med dem.

Alle burde ifølge Jan Schouby læse aviser. Men ikke kun for Stiftens skyld – hjerneforskning viser, at vi ikke husker, hvad vi læser på skærmen – vi scroller og scroller, men intet hænger rigtigt fast. En anden ting er, at vi mest læser det, vi allerede er interesserede i eller ved noget om.  ”I gamle dage ville I læse alt i avisen – I dag læser I kun det, der interesserer jer på nettet,” sagde Jan Schouby.

Men hvad skal vi gøre for at aviserne ikke uddør? Løsningen er, sagde Jan Schouby, at ”Vi skal forklare hvorfor og hvordan”. Vi skal give læseren baggrundshistorier og komme med bud på, hvor tingene bevæger sig henad. ”Folk vil også have holdninger, så vi skal skrive klummer”, sagde han.

Det var en meget inspirerende og sjov eftermiddag med en engageret oplægsholder og et vågent publikum, der havde mange spørgsmål og kommentarer, og som gerne ville give deres bud på fremtidens bladhus og bladhusets fremtid.