Vedtægter

Vedtægter for jobsøgningsnetværket PowerjobMidt

§ 1  Foreningens navn og hjemsted
§ 2  Foreningens formål
§ 3  Optagelse af medlemmer
§ 4  Indmeldelsesgebyr og kontingent
§ 5  Styregruppe og koordinatorer
§ 6  Styregruppemøder
§ 7  Ledelsesgruppen
§ 8  Vedtægtsændringer
§ 9   Netværkets medlemskab af organisationer m.v.
§ 10  Bank og myndigheder
§ 11  Kontakt til medier
§ 12  Regnskab
§ 13  Foreningens opløsning
__________________________________________________________________________________________

§ 1  Foreningens navn og hjemsted
Jobsøgningsnetværkets navn er PowerjobMidt.
Stk. 2.  Netværket er hjemmehørende i Aarhus Kommune.

§ 2 Foreningens formål
Netværkets formål er at styrke medlemmerne i deres jobsøgning. Det gøres blandt andet gennem ugentlige møder, arbejdsgrupper, workshops og oplæg. Hensigten er, gennem disse aktiviteter, at inspirere, udfordre og udvikle medlemmerne.

§ 3  Optagelse af medlemmer
Alle jobsøgende kan optages som medlemmer af PowerjobMidt. Dog skal følgende kriterier opfyldes:
– Lyst til, og mulighed for, aktivt at deltage i og bidrage til det planlagte program.
– Bidrage aktivt i en af arbejdsgrupperne og være indstillet på at dele ud af sin viden og sine kompetencer i netværket.
– Have en opdateret LinkedIn-profil.

§ 4  Indmeldelsesgebyr og kontingent
Indmeldelsesgebyret pr. medlem er kr. 100,00, hvoraf kr. 50,00 dækker indmeldelsesgebyret og kr. 50,00 dækker kontingent for det aktuelle halvår. Herefter skal alene betales kr. 50,00 pr. halvår i kontingent.
Stk. 2. Opkrævning sker medio juni og december med betalingsfrist den sidste hverdag i de to måneder. Dette kan ikke fraviges.
Stk. 3. Kontingentets størrelse besluttes af styregruppen.
Stk. 4. Medlemmer, der ikke har betalt skyldigt kontingent for det kommende halvår, slettes automatisk og uden forudgående rykning. Der tilbagebetales ikke indbetalt kontingent.

§ 5  Styregruppe og koordinatorer
Den øverste myndighed i netværket er styregruppen.
Stk. 2. Netværkets styregruppe består af ledelsesgruppen og koordinatorerne, eller deres stedfortrædere, for de respektive arbejdsgrupper.
Stk. 3. Alle aktive medlemmer kan vælges som koordinator for en gruppe. Koordinatorerne aftales internt af medlemmerne i den enkelte gruppe. Styregruppen godkender koordinatorerne.
Stk. 4. I særlige tilfælde kan ledelsesgruppen udpege en ny koordinator.
Stk. 5. For at sikre kontinuitet i netværket skal der i hver arbejdsgruppe udnævnes en næstkoordinator. Hermed sikres, at arbejdsopgaver og informationer gives videre. Ligeledes er det vigtigt, at der videndeles i gruppen.

§ 6  Styregruppemøder
Foreningens styregruppe afholder som udgangspunkt møde hver 4. uge. Ledelsesgruppen planlægger og leder styregruppemøderne.
Dagsorden for ordinære styregruppemøder skal som minimum indeholde:
• Valg af ordstyrer og referent
• Evt. udestående fra forrige møde gennemgås
• Nyt fra arbejdsgrupperne herunder status fra ledelsen
• Indkomne forslag
• Eventuelt

§ 7  Ledelsesgruppen
Ledelsesgruppen består af tre personer, heraf en leder.
Stk. 2. Ledelsesgruppen rekrutteres blandt netværkets medlemmer og konstituerer sig selv. Ændringer i ledelsesgruppen skal godkendes af styregruppen.

§ 8  Vedtægtsændringer
Ændringer af netværkets vedtægter udarbejdes i konsensus af styregruppen.

§ 9  Netværkets medlemskab af organisationer m.v.
Styregruppen træffer beslutning om hvilke relevante foreninger og netværk, PowerjobMidt ønsker at være medlem af.

§ 10  Bank og myndigheder
Lederen tegner netværket over for bank og myndigheder.

§ 11 Kontakt til medier
Det er ledelsesgruppen, der udtaler sig til medierne. Dog kan ledelsesgruppen udpege et medlem til at være talsmand for PowerjobMidt.

§ 12 Regnskab
Netværkets regnskabsår er kalenderåret.
Stk. 2. Netværkets medlemmer og styregruppen hæfter ikke personligt for de af foreningen indgåede forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med den til en hver tid bestående formue.
Stk. 3. Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse over for foreningen bortset fra kontingent. Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.

§ 13  Foreningens opløsning
Til opløsning af foreningen kræves godkendelse på 2 netværksmøder, der skal afholdes med mindst 3 ugers mellemrum. Det kræves, at beslutning om opløsning godkendes på hvert netværksmøde med mindst 2/3 af de fremmødtes stemmer.
Stk. 2. Ved foreningens ophør skal foreningens eventuelle formue tilfalde foreninger med lignende formål i Danmark

Vedtægter for jobsøgningsnetværket PowerjobMidt
Således vedtaget på styregruppemøde, Aarhus den 5. maj 2015

Referentens navn:
Hanne Moisen Enemark

Dirigentens navn:
Tommy Green