Arbejdsgrupper

I PowerjobMidt arbejder vi i forskellige grupper med de opgaver vi har i netværket. Man vælger selv hvilken gruppe man vil deltage i.
Du kan her se en oversigt over arbejdsgrupperne og deres opgaver:

Administration Gruppen sørger for indkaldelse til de ugentlige torsdagsmøder, introduktionsmøderne og gå-hjem-møderne. Desuden varetager den opkrævning af kontingent samt udarbejdelse af regnskab.
Event Gruppen arrangerer events som f.eks. foredrag og virksomhedsbesøg. Gruppen planlægger de kvartalsvise gå-hjem-møder, som også er åbne for tidligere medlemmer, der nu er i arbejde, og der sørges for mødelokaler til de ugentlige torsdagsmøder. Derudover planlægges deltagelse i større arrangementer som f.eks. DHL-stafetten og Fest For Fyrede.
IT & Kommunikation Gruppen udvikler og vedligeholder vores hjemmeside og varetager kommunikationen på de sociale medier. Desuden sørger den for effektiv intern kommunikation via Podio, udarbejder nyhedsbreve til virksomheder og sikrer løbende revision af PowerjobMidts pjecer.
Ledelsen Gruppen sikrer sammenhæng og fremdrift i PowerjobMidt og leder de faste torsdagsmøder.
Rekruttering Gruppen hverver nye medlemmer til PowerjobMidt og introducerer dem til vores arbejdsform og undergrupper. En anden meget vigtig opgave er at profilere PowerjobMidt hos relevante aktører på beskæftigelsesområdet for at få dem til at rekruttere fra vores kandidatliste og henvise nye kandidater til os.
Marketing Gruppen opsøger virksomheder og introducerer dem for PowerjobMidt og muligheden for at rekruttere nye medarbejdere via vores kandidatbank. Vi støtter og guider medlemmerne i deres opsøgende virksomhedskontakt.
Sparring Gruppen stiller sig til rådighed for sparring af alle i PowerjobMidt. Det kan være på konkrete ansøgninger og CV’er eller på jobsøgningsaktiviteter generelt.
Sponsor Gruppen står for fundraising og sponsorater af ydelser og materialer, som vi bruger i vort arbejde; eksempelvis brochurer til virksomheder og jobsøgende. Vi står for koordination med de øvrige grupper i netværket omkring behov, opgaveløsning,sponsorreklamer og strategi, samt ekstern kommunikation og koordination med sponsorer.

PowerjobMidt ledes af Styregruppen, som består af hele Ledelsesgruppen sammen med koordinatorerne fra hver af de øvrige seks arbejdsgrupper.

PowerPlus-grupperne

Hvis man har lyst til at få en mere intensiv sparring på sin jobsøgning, end de ordinære torsdagsmøder kan give en, kan man deltage i en PowerPlus-gruppe. Sådan en gruppe består af 4-6 personer, der mødes for at arbejde mere intensivt med deres egen jobsøgning og for at komme til at kende hinanden godt for at kunne give hinanden god, personlig og konstruktiv sparring. PowerPlus-grupperne arbejder som udgangspunkt uden for de ugentlige torsdagsmøder.