Inspirationsoplæg,  Nyheder

JOBmaker – Et blik bag chefens briller

Aarghh!! Hvad spejder de arbejdsgivere dog efter? Hvorfor ramte min super-gennemarbejdede ansøgning ikke plet?

Ak ja, hvor mange gange spørger vi jobsøgere ikke om det? Vi famler ofte i blinde, når vi forsøger at målrette vores ansøgning & cv. Hvor ville det være fedt, hvis vi læste ansøgningen gennem vor fremtidige chefs briller.

I torsdags havde vi i PowerjobMidt netop en sådan mulighed, da Hanne Brusgaard Petersen og Jens Schlie fra JOBmaker holdt oplæg. Mange spændte øjne fulgte med.

Hanne og Jens er to personer med mange års erfaring fra ledelsesgangen i vidt forskellige hverv.

Hanne er uddannet fysioterapeut og var ansat som leder i det offentlige i 16 år. Hun har – som hun selv udtrykte det – indkaldt til over 500 jobsamtaler og ansat over 100 mennesker i sin lange karriere.

Jens er uddannet revisor og var i 25 år medejer og direktør af Brdr. Schlie’s Fiskeeksport A/S. Han elsker, ligesom Hanne, at snakke med mennesker og føre dem frem til deres drømmejob.

Kort sagt: Det var erfaringsmættede ord, som Hanne og Jens øste ud af denne torsdag.

Deres råd lød markant anderledes, end det vi jobsøgere normalt hører fra A-kasser og jobcentre.

Oplægget vakte en del spørgsmål blandt tilhørerne. Ja, nogle af os blev endda lidt provokerede.

Især spørgsmålet om en ansøgnings længde gav anledning til debat. Hanne agiterede livligt og overbevisende for – i modsætning til diverse teoretisk uddannede karrierekonsulenter – at en ansøgning gerne må være på to-tre sider eller mere.

Jens og Hanne opfordrede os også til altid at ringe til virksomheden, før vi søger.

Deres vigtigste råd til dig og mig er dog, at vi altid har en klar opfattelse af os selv: Hvem er vi? Hvad slags job vil vi have? Hvorfor? Og hvilke trin vil vi tage på vejen derhen?

Vi følte alle i salen bagefter, at oplægget var indholdsrigt og inspirerende.

Er du nysgerrig på at høre mere? Bare rolig. Hanne og Jens kan opleves igen 10. september til minimessen ved “Fest for Fyrede” i Aarhus: https://www.jobindex.dk/cms/fff-10-september-2019