Netværksinspirationsmøde

Fætter Vims på opdagelse i jobværktøjskassen

Denne torsdag havde vi overladt scenen til en aktiv deltager i Powerjobmidt-netværket, Bjarke. Det er lettest at forestille sig Bjarke Jochumsen som en Fætter Vims fra Andeby i en mere frivol og underfundig udgave, der netop har taget et brevkursus i intuitiv bjergbestigning eller noget andet kreativt.

Det er ment som en ros, for Bjarke udstråler en uimponerethed overfor autoriteter og har en ”jeg gør det på min måde”-attitude, som er et forfriskende indspark. Og noget må han gøre rigtigt, for han har netop fået job.

Vores værktøjskasse-doktor Bjarke gav os ufortrødent en personlig indrømmelse: Det er altid en god ide at lade andre kaste et blik på sin ansøgning og CV.  Han havde selv gjort sig den erfaring, at der næsten altid er plads til nogle forbedringer eller to.

Den udskrevne medicin er: Målret fagudtryk, så det bliver skarpt. Forenkl din opsætning. Stram indhold og layout op. Måske er sproget for spaghettiblødt, måske skal det være mere spradebassevildt. I vores netværk er der til hver mødegang altid mulighed for at få en kvalificeret sparring – Brug det.

Skal din værktøjskasse være en velindrettet lækker og smækker sag, så skal den have nogle rum til networking. Bjarke fortalte om flere gode eksempler, der øger din energi. Inviter dig selv på kaffemøder, og gå efter mellemlederniveauet. Du får svar på en række spørgsmål, men, ja, det kan være lidt af en overvindelse at tage telefonen og spørge: ”Vil du mødes med mig?”. Vær også aktiv i frivillige foreninger. Skriv noget på sociale medier, især LinkedIn. Bjarke bruger i stort omfang LinkedIn med anderledes opslag, der afføder mange kommentarer. Og husk din fortid, gamle kontakter er ofte værdifulde. Networking hjælper dig på vej mentalt, det giver refleksion og selvindsigt foruden ny energi.

Et tankeeksperiment: Hvad sker der, hvis du overlader din job-værktøjskasse til Mister Bean? Han vil typisk bruge værktøjet på måder, der ofte er ret alternative.  Bjarke nævnte to tidligere oplægsholdere fra Human Trust og Jobmaker, der har gjort os klogere i Powerjobmidt, ved netop at komme med nye perspektiver og overvejelser.

En sidste ny vinkel: ”Det er ikke et job jeg søger, det er mennesker jeg søger.” Overvej hvilke kolleger du gerne vil mødes, omgås og arbejde sammen med. Således tilendebragtes efterårsoprydningen af PowerjobMidts jobsøgnings-værktøjskasse.