Ditte Ernst

Det er atter blevet torsdag, og på denne grå og kolde efterårsdag er vi blevet beriget med endnu en inspirerende foredragsholder ved navn Ditte Ernst.

Hun skal hjælpe os med at få ting til at ske. Vi får meget hurtigt slået fast, at det ikke er en fiasko at være jobsøgende, men snarere en lærerig rejse. Vi hører om, hvordan Ditte ved tilfældigheder gennem sit netværk ender i forskellige jobs. På et tidspunkt står hun for et arrangement, som ifølge hende selv ikke ligefrem ender med at være nogen succes. Og dog. Arrangementet resulterer nemlig i, at hun får sponseret en kontorplads, finder en god veninde og møder en person, hvis bror får hende til at tage springet og blive professionel speaker. Muligheder opstår både i samspillet med andre, og når man handler, og da vi ikke kan forudse, hvad der vil ske, kan vi heller ikke altid lure, hvor vi ender jobmæssigt. Det vigtigste er, at vi har handlet ved at være her i dag, for på den måde har vi sat en bevægelse i gang. Jo mere glæde og bevægelse, vi skaber, jo bedre energi får vi ud af det. Oplægget er krydret med flere øvelser, som får alle, der er til stede, til at sætte en god diskussion i gang, og rummet emmer af fokuseret energi og nærvær.

Ditte slutter af med at spørge, hvad vi kunne tænke os at prøve af, hvis vi er modige. Modet vil i hvert fald løfte vores energi. Det er små frø, der bliver plantet i vores bevidsthed, og hvem ved, om vi pludselig en dag vil springe ud og få ting til at ske? Eftermiddagen er med ét ikke længere så grå og kold.